Skiltene markerer nogle af de øvelser, der bruges i Rally Lydighed eller Rally-O (Obedience) som det hedder på engelsk.
Der er forskellige regler og skilte alt efter hvor man finder inspiration. I Danmark har vi valgt at arbejde ud fra de amerikanske reger (AKC), mens Norge arbejder efter de canadiske regler (CARO). Det vigtigste er at det skal være sjovt og jeg laver mine egne regler i træningen så de passer til hunde og mennesker.

I DKK er der flere træningspladser der arbejder med Rally Lydighed. Der er både specialuddannede instruktører og mange dommere. De officielle prøver kan ses på www.hundeweb.dk.
I DcH tilbyder mange klubber særlige rally hold. Her har trænerne også en særlig uddannelse. Der afholdes konkurrencer næsten hver weekend.
Der er flere DGI klubber som tilbyder rallytræning og der afholdes også turneringer.
Mange private hundeskoler tilbyder også Rally træning.

Den 21. november 2004 var jeg på besøg hos Hvalsø Hundevenner. Vi havde en sjov dag og sluttede med en lille konkurrence med 17 deltagere. Billedet er derfra.
De har oprettet et debatforum på http://uk.groups.yahoo.com/group/rallylydighed/. Mød os der.

Den 26. maj 2006 afholdt Dansk Kennelklub de første officielle prøver  i Roskilde. Der var 41 deltagere.
Den første prøve i Øvede-klassen blev gennemført allerede i juli måned i 2006 og i 2007 startede de første i Ekspertklassen og i 2009 blev programmet udvidet med en championklasse.

Fra 2014 bruger DKK og DcH den samme bedømmelsesvejledningen og den detaljerede øvelsesbeskrivelse. Begge organisationer har bibeholdt deres eget reglement som beskriver rammerne omkring banen. De forskellige reglementer viser de to organisationers forskellige målsætninger med Rally Lydighed, men når deltageren er på banen skulle der ikke være forskel i hverken øvelser eller bedømmelser.

Denne side indeholder en masse af de baner der er blevet brugt ved prøver i DKK, stævner i DcH og DGI, men husk at Rally Lydighed er andet og meget mere end prøver og konkurrencer. Rally Lydighed er alle de udfordringer som hund og fører kan møde i dagligdagen og som de, i samarbejde, overvinder. En træner/instruktør i Rally Lydighed skal kunne inspirere hundeførerne og give dem opgaver som de lige netop kan klare med det positive samarbejde.
Rally Lydighed er en bane med opgaver som hund og fører skal gennemføre mens de samarbejder. Det er kun din fantasi som sætter grænser for hvilke opgaver der kan stilles.

 


© Rally Lydighed, Danmark 28-03-2015